Søren Søgaard-ranglisten: December 2023

Sidst vi tog et tjek på brugervenligheden af DDU’s hjemmeside fra mit personlige synspunkt var midt i sæsonen, så lad os da lige starte med at kigge på det igen, nu hvor man har haft ET ÅR til at få tingene til at fungere…

  • Position i kampprogrammet, når man går tilbage fra en kampseddel: Man kommer stadig tilbage i toppen af siden. Det er bare basal hjemmesidebrugervenlighed at man kommer tilbage i samme position når man går tilbage til en side, og der er tre muligheder i spil her – 1) Man har endnu ikke haft tid til at ordne/prioritere det 2) Man har aktivt fravalgt at det skal være sådan, eller 3) Man kan ikke finde ud af at gøre det ordentligt. Ingen af delene er specielt opløftende.
  • Kampsedler med ugyldige indtastninger: Der bliver heldigvis færre og færre af de underlige indtastninger, hvor der fx er lukket i 0 dart eller med en lukning på 0. Men de eksisterer stadig. Hvilket betyder at man stadig ikke har formået at lave kampsedlerne, så de ikke kan godkendes med umulige tal. Øv.
  • Livescore-siden: Den største kilde til frustration for mit arbejde med ranglister, og der er desværre heller intet nyt under solen her. Den er ganske enkelt stadig helt ubrugelig i sin nuværende form, og selvom man da kan håbe på at det bliver anderledes i næste sæson, forbereder jeg mig på endnu et år med store besværligheder…

Med det ude af verden, kommer vi nu til det det egentlig bør handle om, nemlig afslutningen på sæsonens Søren Søgaard-rangliste! Og efter gårsdagens afsløring af Årets Spillere i de forskellige rækker, kommer det nok ikke som den store overraskelse at Årets Spiller i Danmark for anden sæson i træk er:

BENJAMIN DRUE REUS!

Det var dog ikke med en margen større end 21,10 point, så vi kan da krydse fingre for en tæt duel i næste sæson også, hvor Vladimir Andersen måske får lidt flere kampe på CV’et 😉

Med Benjamins topplacering bliver han dermed den anden spiller, som har formået at genvinde titlen som Årets Spiller (blot med en ny klub):

2016/17 – Alex Jensen, Potten
2017/18 – Mogens Christensen, Potten
2018/19 – Mogens Christensen, Potten
2019/20 – Per Laursen, Potten
2020/21 – Niels-Jørgen Hansen, Aabenraa
2022 – Benjamin Drue Reus, Assens
2023 – Benjamin Drue Reus, Fluen

Jon Hegaard Kirkeby ender som nr. 3 i hvad der vel godt kan betegnes som hans gennembrudssæson, mens Brian Løkken lige overhaler Simon Bak der fuldender årets top 5. Brian Buur sniger sig lige ind i top 30 for sæsonen på bekostning af Henrik Vestbo, mens den højest placerede nye spiller på listen i denne omgang er Flemming Beck Jørgensen fra DK26, der kaster sig ind som nr. 372.

I alt nåede vi i 2023 op på 2.161 spillere, hvilket er 173 flere end i 2022. 15 af disse vandt ikke nogen legs, men så er der jo altid næste sæson…

Hele den endelige Søren Søgaard-rangliste for 2023 kan ses HER, og så satser jeg på at lægge kvinderanglisten op i morgen!

Skriv en kommentar