Opfølgning på 100+ checkouts: 2 x The Big Fish

Vi gik og ventede hele sæsonen på at den ultimative lukning på 170 skulle blive opnået i 1. division, og så skete det minsandten hele to gange på allersidste spilledag. Begge gange var det i formiddagskampene – Ringsteds Ole Jørgensen lukkede på 170 i sejren på 3-2 mod Aabenraas Daniel Vogt, og Holebys Winfried Kuchel gjorde ham kunsten efter da han vandt 3-1 over Steffen Olling fra Kælderen.

100+checkoutsMed en 167-lukning af Benjamin Drue Reus i foråret også fik vi dermed sat kryds ved samtlige af de store lukninger der skal afsluttes på rød bull, så den højeste lukning som ikke blev klaret i landets bedste række i sæsonen 2017/18 var 154. Nøjagtigt som ved halvvejs i sæsonen er de oftest vellykkede lukninger på 100 eller derover 100, 116 og 120, som med henholdsvis 56, 39 og 37 fuldtræffere står for 11,34 %, 7,89 % og 7,49 % af det samlede antal 100+ checkouts på 494.

De 494 lukninger på 100 eller derover udgør 5,91 % af det samlede antal legs der blev spillet i 1. division, nemlig 8.361 – det vil sige at knap hver 17. leg bliver vundet med en lukning på 100+. Blot fire lukninger blev ikke klaret én eneste gang, og den laveste af disse var 139 – de øvrige: 149, 153 og 154. 66 ud af de 79 spillere som har været i aktion i 1. division i denne sæson har lukket på 100 eller derover mindst én gang.

Den spiller der har lukket på 100+ flest gange er den samme som var i téten midtvejs i sæsonen, nemlig Dart Odenses Jan Møller Jespersen, som 22 gange fandt en af de store lukninger frem. Herefter følger Jakob Pelch Mortensen fra Ringsted med 20 og Niels-Jørgen Hansen fra Aabenraa med 17. Procentmæssigt svarer det til henholdsvis 12,79 %, 10,93 % og 8,42 % af deres vundne legs. Claus Jonasson fra Holbæk topper faktisk denne liste med 16,67 %, men det er på baggrund af blot 6 vundne legs og 1 lukker over 100 (120).

I den anden ende af tabellen kan man udlede at det er yderst sjældent at Lars Schmidt (Studsen), Klaus Rejnhold (Lido) og Michael Hansen (DK26) napper en af de store lukninger – det sker blot i hhv. 1,22 % (1 ud af 82), 1,54 % (1 ud af 65) og 2,03 % (3 ud af 148) af de legs de vinder.

Klubmæssigt har der stået Aabenraa på flest af 100+ lukningerne (57), snævert foran Ringsted (56) og Potten (52). Jan Møller Jespersen står for nøjagtig halvdelen af sin klubs 44 checkouts over 100, mens de i Potten er meget mere ligeligt fordelt – her står både Lars Helsinghof og Mogens Christensen hver for 12 ud af 52, svarende til 23,08 %, det laveste i rækken.

Med 7,46 % ud af 590 vundne legs er det Dart Odense der har den største procentvise andel af 100+ checkouts i rækken, efterfulgt af Ringsted på 7,25 % og Aabenraa på 7,14 %. Den klub der procentvist laver færrest 100+ lukninger er med afstand Holeby, som er noteret for 22 ud af 586 vundne legs, svarende til 3,75 %.

Den indsatte grafik viser alle lukninger på 150 eller derover i 1. division i sæsonen 2017/18, og her er samtlige klubber faktisk repræsenteret. Den laveste lukker en klub har som højeste lukker (hvis I forstår) er nemlig 156, lukket af Daniel Vogt fra Aabenraa.

Reklamer

100+ checkouts i 1. division

VM starter i dag, og inden vi allesammen er dybt optagede af det, kommer der lige en opfølgning på det sidste indlæg om 180’ere i 1. division. Dette indlæg er lidt i samme dur, blot drejer det sig denne gang om lukninger på 100 eller derover – jeg har igen været igennem samtlige kampe indtil nu i den danske 1. division, og registreret hver gang en spiller har lukket på 100+.

Unavngivet.pngGrafikken viser samtlige checkouts på 130 eller derover, for jeg vil spare jer for den fulde liste – med 236 lukninger på 100+ af 51 forskellige spillere indtil videre i denne sæson er det nemlig en omfattende en af slagsen. De 236 svarer i øvrigt til at 5,62% af alle legs i 1. division er blevet vundet med en lukning på 100+.

Der er (desværre) ingen der har formået den ultimative lukning på 170 endnu, og heller ikke 167 er blevet klaret. Til gengæld er det på 164 at vi finder sæsonens højeste lukning i 1. division, og den står Heine Rasmussen fra Verninge for. Derefter følger tre spillere (Alex Jensen, Potten/Steffen Olling, Kælderen/Søren Gjerlufsen, Dart Odense), som alle er noteret for en lukning på 161.

De mest populære lukninger er ikke overraskende 100, 116 og 120, som med hhv. 26, 23 og 17 succesfulde forsøg tilsammen står for knap 28% af det samlede antal. Den eneste lukning som derudover er klaret et to-cifret antal gange er 106 (10). De laveste lukninger som ikke er klaret én eneste gang er 123, 127 og 133, mens jeg selv er en smule overrasket over at ingen endnu har lavet en Raymond van Barneveld-special og lukket på 156.

Klubmæssigt er det oprykkerne fra Dart Odense der står for flest lukninger over 100 med 30 styk, mens Ringsted (29) og Aabenraa (28) følger lige efter. Det er også Dart Odense der procentvist ligger i top med 8,29% af klubbens samlede antal vundne legs som er lukket på 100+, mens tallene for Ringsted og Aabenraa er 7,36% og 7,07%. Assens, Verninge og Holeby ligger i bunden med hhv. 9, 11 og 11, mens det i procent hedder 3,21% til Assens, 3,81% til Holeby og 4,07% til Verninge. Kun 4 ud af 12 klubber ligger over rækkens samlede gennemsnit på 5,62%, og udover de tre nævnte er det Lido med 6,47%.

På det individuelle plan skal vi igen kigge mod Odense, hvor både nr. 1 og 2 på listen spiller – nemlig Jan Møller Jespersen og Søren Gjerlufsen, som står for hhv. 13 og 12 lukninger på 100+. På en delt tredjeplads finder vi Jakob Pelch Mortensen fra Ringsted og Niels-Jørgen Hansen fra Aabenraa med 10 hver. Procentvis er det endnu engang Jan Møller Jespersen der lægger sig i spidsen, for med 13 checkouts over 100 i 103 vundne legs svarer det til at han i 12,62% af sine vundne legs har lukket på 100 eller derover. Nr. 2 er Niels-Jørgen Hansen med 10,75%, mens Søren Gjerlufsen med 10,34% må nøjes med tredjepladsen.

Til gengæld må det siges at være en sjældenhed at Ole Nissen (Holeby), Jimmy Wawrzonek (Assens) og Jesper Pedersen (Holeby) lukker på 100+ – de ligger i bunden af listen med hhv. 1,28%, 1,30% og 1,37% af deres vundne legs. Benjamin Drue Reus fra Assens og Brian S. Andersen fra Studsen har begge lukket på 100+ i 5 ud af 89 vundne legs – hvilket svarer (i afrundede tal) til gennemsnittet for rækken på 5,62%.

Benjamin Drue Reus er også den spiller der har stået for den største andel af sin klubs checkouts på 100 eller over, nemlig 5 ud af 9 (55,56%). Han har i øvrigt også klubbens højeste checkout på 136 i denne sæson. På de efterfølgende pladser er det Winfried Kuchel fra Holeby med 54,55% og Jan Møller Jespersen fra Dart Odense med 43,33%. Til gengæld er de 11 lukninger på 100+ i Verninge mest ligeligt fordelt, idet både Heine Rasmussen og Jens Andreasen med 3 hver står for 27,27%.

10 ud af de 12 klubber i rækken er repræsenteret i listen over lukninger på 130 eller over; eneste undtagelse DK26, hvor Kenneth Hansen har den højeste lukning på 129.

Hvis der er nogen som ikke er med på den indsatte grafik, men som ønsker at vide deres egne tal, er de velkomne til at kontakte mig.