Gørslev fortsat med helt fremme i 2. division Øst

Det var top mod bund, da man i 2. division Øst tyvstartede på næste spillerunde i går aftes, hvor Gørslev med fire sejre i fem kampe tog imod Kjøge, som endnu havde deres første point i denne sæson til gode. Det blev ikke meget bedre for udeholdet i gårsdagens kamp, for med fire sejre til både Robert Rasmussen, Kent Mortensen og Michael Bust blev det til en overbevisende hjemmesejr på 13-3. Der var pæne tal til alle førnævnte tre spillere, men med et snit på 21,17 pile pr. vundet leg er det Kent Mortensen der lægger sig i toppen på aftenens rangliste med en rating på 53,63. Michael Bust stod både for det hurtigste leg (15 dart) og højeste lukker (125), og rykker hele 10 pladser op som nr. 15 på den samlede rangliste for 2. division Øst.

Vi fortsætter i det østlige, hvor det vel kunne betegnes som en regulær bundkamp, da Studsen 4 i 3. division Øst spillede hjemmekamp mod Brøndby Strand 2. Ingen af holdene havde formåede at vinde en kamp indtil nu, men onsdag aften lykkedes det for hjemmeholdet, som med hele tre “nye” spillere på holdet i denne række dermed fik deres første tre point i denne sæson. Kim Frithjof og Thomas Dahl vandt begge fire ud af fire kampe, og på aftenens rangliste er det med 22,00 pile pr. vundet leg i snit førstnævnte der topper med en rating på 52,01 og dermed er Dagens Spiller – og også går ind på den samlede rangliste som ny nr. 1.

Reklamer

Playoff til 3. division Øst (Update)

En venlig læser har gjort mig opmærksom på at det manglende resultat i kampen mellem FIOV 2 og Kokkedal ved playoff til 3. division Øst nu er blevet indtastet – og så skal I selvfølgelig ikke snydes for den endelige rangliste.

Kampen endte 13-3 til Kokkedal, og med fire sejre til Martin Olsen rykker han forbi Røddernes Flemming Mogensen og lægger sig på 2. pladsen med en rating på 44,48. Den opdaterede rangliste kan ses nedenfor:

Unavngivet

Divisionerne på plads til næste sæson

Playoff-dramaet fortsætter i de danske rækker, og i denne weekend var det tid til at kæmpe om at kunne kalde sig 3. divisionshold i næste sæson.

I 3. division Nord var der kun én ledig plads, og mens Aros 2 og Hovsa 2 skulle forsøge at bevare pladsen, var det op til Potten 3 og Mariagerfjord at prøve at rykke op fra Danmarksserien. Potten 3 havde igen fået hjælp af Niels Heinsøe, som hidtil ellers havde spillet størstedelen af sine kampe i 1. division og 3. division Nord, og efter sejre på 14-2 og 11-5 over hhv. Hovsa 2 og Aros 2, var det kun Mariagerfjord der stod i vejen for en oprykning. Heller ikke de kunne modstå det overlegne Potten-hold, og med endnu en sejr på 14-2, rykker Potten 3 i sikker stil op i 3. division Nord.

Ikke overraskende er det Niels Heinsøe der ligger i spidsen for ranglisten med 12 sejre ud af 12, og de øvrige tre Potten-spillere følger umiddelbart efter, kun afbrudt af Brian Hansen fra Aros på 2. pladsen:

Playoff3divNord.png

I 3. division Vest var de til gengæld heldige nok at have to pladser at spille om, og her var det Sydvest og Svendborgsund der skulle prøve fravriste pladserne fra Sdr. Omme og Kolding 2.

De to nuværende 3. divisionshold Sdr. Omme og Kolding 2 lagde bedst fra land med sejre over Sydvest og Svendborgsund, men mens Sdr. Omme fik endnu en sejr i 2. runde med 11-5 over Svendborgsund, snublede Kolding 2 og tabte med 7-9 mod Sydvest. Dermed gik det hverken værre eller bedre end at Sydvest i sidste runde overbevisende slog Svendborgsund med 12-4, mens Sdr. Omme samtidig tog deres tredje sejr med 9-7 over Kolding 2 – hvilket betyder at Sdr. Omme forbliver i 3. division, mens Kolding 2 altså må overgive pladsen til Sydvest, som rykker op.

Det er også hos netop de to hold vi finder de øverste fire spillere på ranglisten, som toppes af Årets Spiller i Danmarksserie 6, Morten Petersen-Martin fra Sydvest, som med 9 sejre ud af 12 ender med en rating på 46,05. Sdr. Ommes Tommy Holm snuppede 10 sejre, men med et dårligere gennemsnitligt antal dart pr. vundet leg må han nøjes med 2. pladsen:

Playoff3divVest.png

Vi runder af med playoff til 3. division Øst, hvor der igen blot var en enkelt plads at spille om. FIOV 2 og Kokkedal spillede for at blive i rækken, mens Grotten og Rødderne 2 skulle forsøge at hente en oprykning.

Når der kun er én plads at spille om, er det som regel skidt for begge hold at spille uafgjort, men det var netop hvad FIOV 2 og Rødderne 2 gjorde i den første kamp, mens Kokkedal hentede en sejr på 12-4 over Grotten. I 2. runde formåede FIOV 2 at spille uafgjort endnu engang, denne gang mod Grotten, og da Kokkedal samtidig vandt 9-7 over Rødderne 2, var den enlige plads allerede afgjort til deres fordel. Rødderne 2 tog en betydningsløs sejr på 14-2 over Grotten i den sidste kamp, og det forlyder at FIOV 2 og Kokkedal også spillede deres kamp – den er dog ikke blevet tastet ind på kampsedlen, så derfor er der ingen tal derfra indtil videre.

Ranglisten her toppes også af en Årets Spiller, denne gang Jesper Evald fra Rødderne i Danmarksserie 2 med 11 sejre i de 12 kampe, og selvom de ikke formåede at rykke op, finder vi på 2. pladsen hans klubkammerat Flemming Mogensen. De tre næste pladser tilhører dog dagens vindere fra Kokkedal, hvor både Martin Olsen, Kenneth Jensen og Michael Larsen præsterede meget stabilt:

Playoff3divØst.png

Dermed skulle alle fire 3. divisioner være på plads, og med forbehold for alle de fejl undertegnede kunne finde på at lave, ser det ud til at divisionerne for den kommende sæson ser således ud:

Unavngivet.png

Eventuelle fejl må meget gerne bringes frem i lyset, enten via en kommentar her på indlægget eller ved direkte kontakt, så de kan blive rettet…!

Perfekt sæson for Morten Paulsen og Stifterne

I 3. division Øst var en del af kampene i sidste spillerunde blevet afviklet i forvejen, og så vidt undertegnede kan orientere sig, var der ikke mulighed for at de resterende kampe ville have afgørende indvirkning på fordelingen af de vigtige pladser.

Toppen af rækken bød på den ultimative magtdemonstration af Stifterne, som med 22 sejre i 22 kampe gennemførte en perfekt sæson, og kan se frem til at få lidt mere modstand i 2. division i næste sæson. Omgivet af hold som ikke kan rykke op alligevel, var der heller ingen tvivl om at playoff-pladsen skulle gå til Rødderne, som slutter sæsonen på 3. pladsen med 40 point.

I bunden hedder det direkte nedrykning til Gilleleje og FIOV 3, mens Kokkedal og FIOV 2 må ud i playoff-kampe for at undgå nedrykning til Danmarksserien.

Top 10 på ranglisten domineres af Studsen med fem spillere, som dog alle har spillet et mindre antal kampe. Tre spillere fra rækkens suveræne førerhold Stifterne finder vej ind i top 10, og det er deriblandt at vi finder den spiller som både tager sig af titlen som Årets Spiller i 3. division Øst, og også får den såkaldte “Invincibles Award”, som går til den spiller der har gennemført sæsonen med det højeste antal kampe som ubesejret i en række. Han har muligvis kedet sig lidt i løbet af sæsonen, for med 64 sejre i 64 kampe og et snit på 20,98 pile pr. vundet leg, er vinderen naturligvis den altoverskyggende nr. 1 på ranglisten:

Årets Spiller 3divØ

Sidste kamp i Danmarksserie 1

Fluen Sj. havde brug for en sejr i gårsdagens udekamp mod Ringsted 3 for at styrke deres position uden for de direkte nedrykningspladser fra 3. division Syd, og missionen lykkedes – med fire sejre til Charlie George og tre hver til Jimmy René Poulsen og den kvindelige danmarksmester Gitte Banke, blev det til en samlet sejr på 13-3. Dermed vil ét point i den sidste kamp mod Gørslev 2 være nok til at kunne “nøjes” med nedrykningsplayoff i stedet for direkte nedrykning.

To kampe blev spillet i 3. division Øst – først en udsat kamp fra tidligere mellem FIOV 2 og Studsen 4, hvor ingen af holdene kunne ændre afgørende på deres placeringer. FIOV 2 er allerede sikre på en plads i nedrykningsplayoff, og det blev heller ikke til point onsdag aften, da udeholdet anført af fire sejre til Peter Sørensen tog en snæver sejr på 9-7. Aftenens anden kamp var en pointdeler mellem Avedøre og Brøndby Strand 2, som dermed begge slutter sæsonen med en midterplacering.

I 3. division Nord tog man hul på sidste spillerunde med en kamp mellem Hovsa 2 og Potten 2, i et opgør hvor hjemmeholdet havde brug for point mod storfavoritterne for at lægge afstand til den direkte nedrykning. Selvom Potten 2 stillede med en ny spiller i rækken og to spillere uden for top 10 på ranglisten, var opgaven dog for svær – Johnny Risgaard førte an med fire sejre, og gæsterne tog den samlede sejr med 9-7. Dermed har NB 88 stadig mulighed for at overhale Hovsa 2 i rækken hvor spændingen i bunden stadig er intakt.

Aftenens sidste kamp fandt vi i Danmarksserie 1, hvor Farum 2 tog imod Arrows 2. Da begge Ballerup-hold har trukket sig var denne kamp også afslutningen på sæsonen i denne række, og med en udesejr på 10-6 var det Arrows 2 der fik rækkens sidste point på tavlen. Gæsternes Brian Jespersen var kampens bedste med fire sejre og en flot lukker på 152. Dermed er det også tid til at kåre den første Årets Spiller i hovedturneringen, og vinderen kan ikke siges at være nogen overraskelse, når han har vundet samtlige 44 kampe han har spillet og ligger suverænt nr. 1 på ranglisten – Årets Spiller 2016/17 i Danmarksserie 1 er:

Årets Spiller DS1

FIOV 2 tæt på nedrykningsplayoff

I 3. division Øst kæmper FIOV 2 for den teoretiske chance de har for at undgå nedrykningsplayoff, mens Studsen 3 – på trods af at de ikke har mulighed for at rykke op – stadig kan ende med både sølv-, bronze- eller ingen medalje.

Kampen i aftes var der ikke den store spænding i, da Studsen 3 halvvejs igennem førte med 7-1. Hjemmeholdet fik 3 yderligere sejre på tavlen, men det endte altså med en sejr til gæsterne på 12-4, efter 4 sejre til Patrick Heinsøe. Udeholdet stod også for både højeste lukker og hurtigste leg, og det var Thomas Dahl med begge – en lukker på 130 og en 15-darter.

Med nederlaget skal FIOV 2 vinde deres resterende 3 kampe, mens Studsen 4 skal tabe deres, for at undgå nedrykningsplayoff-kampene. De to hold mødes den 19. april i en kamp der altså potentielt definitivt kan afgøre FIOV 2’s skæbne – Studsen 4 vandt det første indbyrdes opgør med 9-7.

Verdensklassedart i Dublin

I aftes var det tid til 10. uge af Premier League, og dem der var fornuftige nok til at kigge med var vidner til en af de bedste kampe nogensinde i turneringen. James Wade spillede med et snit på 110,83 og lukkede på 71% af sine double-forsøg, men måtte alligevel se sig slået 5-7 af verdensetteren Michael van Gerwen, som også selv spillede hæderligt med et snit på 113,62.

Phil Taylor viste tidligere tiders storform, da han med et snit på 105,87 slog Raymond van Barneveld med 7-3, mens ‘Barney’ i sin 2. kamp slog James Wade 7-2, som dermed måtte forlade Irland med to nederlag.

Gary Anderson måtte afgive den playoff-givende 4. plads til Phil Taylor efter et nederlag på 3-7 mod Adrian Lewis, som med en stigning i sin rating på 1,31 tager titlen som ugens spiller. Dave Chisnall og Peter Wright delte i porten, og dermed er der hele 6 point op til 4. pladsen for Chizzy.

Herhjemme blev det også til et par kampe, og i 3. division Øst tog Glostrup imod FIOV 3. Samtlige af hjemmeholdets spillere formåede at vinde 3 af deres 4 kampe, og så hjalp det ikke meget at FIOV’s Martin Antonsen vandt alle sine kampe – de måtte se sig slået med 12-4, og dermed ligger det fast at FIOV 3 følger Gilleleje ned i Danmarksserien.

Vi slutter af i Lokalrække 4 Syd, hvor duellen mellem de to tophold Vejlby og Rosenhøj endte med en udesejr til Rosenhøj på 11-5, hvilket betyder at Rosenhøj endegyldigt har sikret sig guldet. Brian Riis Jensen var med 4 sejre den store helt, mens Mikael Merlit måtte nøjes med 3 sejre. Inden sidste spillerunde ligger spændingen dermed i om det bliver Vejlby eller Kongedart der skal tage 2. pladsen – Vejlby møder bundholdet BH Dart i den sidste kamp, mens Kongedart tager imod No Dart 3. Med Vejlbys forspring på 1 point samt bedre indbyrdes opgør med Kongedart, ligner det sølvmedaljer til Aarhus-klubben.