Dartsæsonen 2017/18 er i gang!

Jeg blev faktisk taget på sengen, og havde slet ikke opdaget at der allerede blev spillet et par kampe i søndags, hvor Vestsjæll-Ænderne 2 slog Vestsjæll-Ænderne 3 med 15-1 i Danmarksserie 3, mens det i Kvalrække A blev til en sejr på 10-6 til Viking over Viking 2.

I dette indlæg koncentrerer jeg mig dog om de 8 kampe som jeg fejlagtigt troede tyvstartede sæsonen i går aftes, og vi starter i 3. division Nord, hvor Randers – som for blot to sæsoner siden spillede i 1. division – tog imod deres 2. hold. De har stadig den tidligere ungdomseuropamester Nicolai Rasmussen på holdet, og han var med 4 sejre stærkt medvirkende til at nedrykkerne tog en forventet sejr på 10-6.

I 3. division Syd blev til til en snæver sejr på 9-7 til den regerende dame-danmarksmester Gitte Banke og Fluen Sj. over Gørslev 2, hvor det dog var Charlie George der var manden for at snuppe alle 4 sejre, mens det i 3. division Vest også blev til en favoritsejr til Assens 2 på 10-6 over Assens 3. Her var det Rene Hoffensitz Nielsen, som brillerede med 4 sejre ud af 4.

(En lille fodnote til 3. division Syd: Emil Nyvang Pedersen er i sin kamp mod Gitte Banke noteret for at have lukket et leg på hele 3.940 pile, hvilket selvfølgelig ødelægger snittet ganske meget for både Emil og for hele divisionen – så hvis nogen der var involveret i kampen læser med her, vil jeg meget gerne have det korrekte tal at vide, så det kan blive rettet!)

I Danmarksserie 4 var der i Næstved ligeledes et opgør mellem klubbens 2. og 3. hold, og endnu engang var det 2. holdet der løb af med sejren på 11-5. Nikolaj Andersen formåede at vinde alle 4 kampe med 3-0, og havde også en lukker på 151 med undervejs. Kvalrække A bød på en sikker sejr på 12-4 til Midtfyn over Solbakkens, hvor både Heidi Riis Jensen og Klaus Ejnar Hansen fik fuldt hus, mens der i Kvalrække C var mere spænding i det interne opgør i Vejle mellem Royal 4 og Royal 5. Det endte dog med en sejr på 9-7 til førstnævnte, ikke mindst på baggrund af Flemming Pedersens 4 sejre.

NoBull 2 var nådesløse mod deres 3. hold i Kvalrække D, hvor det med 4 sejre til samtlige spillere endte 16-0. Mogens Hansen vandt tre x 3-0, mens Jørgen Fredsgaard lukkede på 145. Sidst men ikke mindst, var der i Kvalrække E kamp mellem Østbirk og Østbirk 2, som bemærkelsesværdigt nok begge rykkede ned fra Danmarksserien i sidste sæson. Her blev det som forventet til en sejr på 14-2 til 1. holdet, hvor Bent Lund og Brian Skaarup Nymark begge tog 4 sejre ud af 4.

Ranglisterne for alle disse rækker er lagt op her på siden, og som det ses bliver der for hver spilledag kåret en “Dagens Spiller” i hver række. I aften er der rigtig mange kampe på programmet, og forhåbentlig når jeg i det mindste at få lavet ranglisten for 1. division i aften, og så vil resten af rækkerne komme i løbet af ugen.

Reklamer

Guld til Black Bulls, Aros 3 i playoff

Vi er snart ved vejs ende i gennemgangen af den danske dartsæson 2016/17, og turen er nu kommet til den næstsidste række – Kvalrække D. Her havde Black Bulls med et forspring på 8 point inden sidste spilledag allerede sikret sig oprykning til Danmarksserien, mens der stadig var tre hold – Aros 3, Kongedart og TMG – som kunne nå 2. pladsen som giver adgang til playoff.

Aros 3 havde en lille fordel med 3 point ned til Kongedart og yderligere ét ned til TMG, men skulle til gengæld på en svær opgave ude mod netop TMG og TMG 2, mens Kongedart hjemme tog imod Lido 5 og Lido 6 (som meldte afbud). Mens Kongedart dermed fik en skrivebordssejr på 16-0, mødtes TMG og Aros 3 i en vind-eller-forsvind-kamp for TMG – men på trods af fire sejre til Jesper Bjørn Frederiksen endte det alligevel med en udesejr på 7-9, og dermed var TMG ude af kampen om 2. pladsen.

I eftermiddagskampen vandt Kongedart uden problemer med 14-2 over Lido 6, i en kamp hvor både Mike Foged Jørgensen og Torben Martensen tog alle fire sejre, og så kunne de blot håbe på at TMG 2 kunne gøre hvad deres førstehold ikke ikke kunne – nemlig at vinde over Aros 3.

Så heldige skulle de dog ikke være, for samtlige af Aros 3’s spillere vandt nemlig tre ud af fire kampe, og tog dermed en sejr på 12-4. Dermed er de med i oprykningsplayoff som finder sted den 17. juni, sammen med Silkeborg, Østbirk og Rosenhøj 2.

På ranglisten for rækken er der ikke den store tvivl om hvor titlen som Årets Spiller skal lande – fra guldvinderne Black Bulls finder vi nemlig på 3. pladsen med 69 sejre i 72 kampe og et snit på 24,00 pile pr. vundet leg:

Årets Spiller KvalD.png

Tilbageslag for TMG

Lørdagen bød på 5 kampe i Kvalifikationsrække D, og mens Lido 6 fik to sejre i hus, var det en noget dårligere dag for TMG, som i hele sæsonen ellers har været med i kampen om oprykning til Danmarksserien.

TMG måtte sende et reservespækket hold til Samsø, og det resulterede i et nederlag på 6-10 – bl.a. pga. 4 sejre til Samsøs Dan Kaiser, som med en stigning på 1,99 i sin rating rykkede 9 pladser op ad ranglisten til en placering som nr. 58. Dermed ser det umådeligt svært ud for TMG at nå den playoff-givende 2. plads, for selv hvis Aros 3 taber til både TMG og TMG 2, må man formode at Kongedart hiver to sejre i land mod Lido 5 og Lido 6 i de sidste 2 kampe.

Lido 6, som inden i går blot havde vundet 3 gange i 20 forsøg, fik ellers to sejre over BH Dart 2 og BH Dart 3, ikke mindst pga. Jacob Gade, som vandt 6 ud af sine 8 første kampe i denne række, og går ind som nr. 31 på ranglisten. Tommy Nielsen vandt 7 ud af 8 kampe, mens Jan René Petersen med 5 sejre var den spiller på holdet der steg mest i rating (0,75).

I de sidste to kampe vandt Lido 5 med 13-3 over BH Dart 3, men fik et snævert nederlag på 7-9 mod BH Dart 2. Disse kampe var BH Dart-holdenes sidste, og det betyder at BH Dart 2 ender sæsonen på en 7. plads med 30 point, mens BH Dart 3 med 10 point må se sig henvist til rækkens jumboplads.