Afrunding af 1. spillerunde

Torsdag aften fortsatte med efterdønninger af den første spillerunde, da der blev afviklet i alt 11 kampe i otte forskellige rækker. De opdaterede ranglister bliver lagt op i aften, men vi kan da lige tage en kort gennemgang af resultaterne her.

Vi starter i 2. division Øst, hvor første spillerunde fuldendtes af Holbæk 2 mod Gørslev. Her kunne hjemmeholdet ikke stille meget op mod et stærkt udehold, anført af Michael Bust og Robert Rasmussen, som begge vandt alle fire kampe med et snit på hhv. 21,17 og 22,92 pile pr. vundet leg. Førstnævnte tager titlen som Dagens Spiller med en rating på 53,63.

I Danmarksserie 2 var der to interne klubopgør på programmet, da Rødderne 2 mødte Rødderne 3, og DK26 5 tog imod DK26 6. Der var ingen slinger i valsen for Rødderne 2, som vandt sikkert med 14-2, hvor både John Tell Larsen og Årets Spiller fra sidste sæson Jesper Evald tog alle fire sejre. Lidt mere spænding var der i Hvidovre, hvor der efter 9 kampe stod 4-5 til DK26 6, men med seks sejre i de sidste syv kampe, var det alligevel DK26 5 der tog sejren på 10-6. Morten Lilmoes var bedste DK26-spiller med et snit på 28,42 pile pr. vundet leg, mens Dagens Spiller gik til John Tell Larsen fra Rødderne med en rating på 48,28.

Kirke Helsinge 2 havde ikke de store problemer med at slå Vestsjæll-Ænderne 4 i Danmarksserie 3, hvor Dagens Spiller Gert Jacobsen og Palle Fischer begge snuppede alle fire sejre. Danmarksserie 4 bød på et yderst jævnbyrdigt opgør mellem Guldborgsund 3 og Guldborgsund 4, og det endte til sidst også uafgjort 8-8. Michael Ginderskov havde aftenens laveste snit på 26,67 pile pr. vundet leg, men det rakte kun til én sejr, så Dagens Spiller går til Claus Mix, som vandt tre kampe med et snit på 31,45 pile pr. vundet leg og en rating på 37,38.

Kvalrække B bød ligeledes på to interne opgør, og mens Martin Rasmussen og Ib Odin Thy med fire sejre hver – og en lukker på 142 til sidstnævnte – styrede Hejnsvig til sikker sejr på 14-2 mod deres 2. hold, var det Esbjerg 4 der til sidst tog en snæver sejr på 9-7 mod Esbjerg 3. Tommi Hansen fra Esbjerg 3 ender dog som bedste Esbjerg-mand med en rating på 36,88, mens Dagens Spiller er Martin Rasmussen fra Hejnsvig med et snit på 24,67 pile pr. vundet leg og en rating på 48,80.

I Kvalrække C stod Lars Ulrik Hahn og Lars Andersen for fire sejre hver i en nem sejr på 13-3 til Vejen ude mod Kolding 5, mens Kvalrække F gav to forventede sejre til Dart 8700 og Lido 5 over hhv. Dart 8700 2 og Lido 6. Lars Ulrik Hahn (48,32) og Michael Sørensen (44,95) er Dagens Spiller i hver deres række.

Endelig blev Kvalrække G rundet af med en storsejr på 15-1 til Bispehaven ude mod Aros 5, og her var det Arne Schmidt der var bedste spiller med en snit på 30,83 pile pr. vundet leg og en rating på 42,64.

Ranglisterne vil som nævnt blive lagt op i aften, og indtil da kan vi se frem til at Perth Darts Masters går i gang senere i dag. Næste spillerunde i de danske rækker er som bekendt allerede her i weekenden, men da undertegnede ikke er hjemme lørdag, vil en opdateret rangliste for 1. division først komme op i løbet af søndagen, hvorefter de øvrige rækker følger i løbet af næste uge.

Reklamer

Dartsæsonen 2017/18 er i gang!

Jeg blev faktisk taget på sengen, og havde slet ikke opdaget at der allerede blev spillet et par kampe i søndags, hvor Vestsjæll-Ænderne 2 slog Vestsjæll-Ænderne 3 med 15-1 i Danmarksserie 3, mens det i Kvalrække A blev til en sejr på 10-6 til Viking over Viking 2.

I dette indlæg koncentrerer jeg mig dog om de 8 kampe som jeg fejlagtigt troede tyvstartede sæsonen i går aftes, og vi starter i 3. division Nord, hvor Randers – som for blot to sæsoner siden spillede i 1. division – tog imod deres 2. hold. De har stadig den tidligere ungdomseuropamester Nicolai Rasmussen på holdet, og han var med 4 sejre stærkt medvirkende til at nedrykkerne tog en forventet sejr på 10-6.

I 3. division Syd blev til til en snæver sejr på 9-7 til den regerende dame-danmarksmester Gitte Banke og Fluen Sj. over Gørslev 2, hvor det dog var Charlie George der var manden for at snuppe alle 4 sejre, mens det i 3. division Vest også blev til en favoritsejr til Assens 2 på 10-6 over Assens 3. Her var det Rene Hoffensitz Nielsen, som brillerede med 4 sejre ud af 4.

(En lille fodnote til 3. division Syd: Emil Nyvang Pedersen er i sin kamp mod Gitte Banke noteret for at have lukket et leg på hele 3.940 pile, hvilket selvfølgelig ødelægger snittet ganske meget for både Emil og for hele divisionen – så hvis nogen der var involveret i kampen læser med her, vil jeg meget gerne have det korrekte tal at vide, så det kan blive rettet!)

I Danmarksserie 4 var der i Næstved ligeledes et opgør mellem klubbens 2. og 3. hold, og endnu engang var det 2. holdet der løb af med sejren på 11-5. Nikolaj Andersen formåede at vinde alle 4 kampe med 3-0, og havde også en lukker på 151 med undervejs. Kvalrække A bød på en sikker sejr på 12-4 til Midtfyn over Solbakkens, hvor både Heidi Riis Jensen og Klaus Ejnar Hansen fik fuldt hus, mens der i Kvalrække C var mere spænding i det interne opgør i Vejle mellem Royal 4 og Royal 5. Det endte dog med en sejr på 9-7 til førstnævnte, ikke mindst på baggrund af Flemming Pedersens 4 sejre.

NoBull 2 var nådesløse mod deres 3. hold i Kvalrække D, hvor det med 4 sejre til samtlige spillere endte 16-0. Mogens Hansen vandt tre x 3-0, mens Jørgen Fredsgaard lukkede på 145. Sidst men ikke mindst, var der i Kvalrække E kamp mellem Østbirk og Østbirk 2, som bemærkelsesværdigt nok begge rykkede ned fra Danmarksserien i sidste sæson. Her blev det som forventet til en sejr på 14-2 til 1. holdet, hvor Bent Lund og Brian Skaarup Nymark begge tog 4 sejre ud af 4.

Ranglisterne for alle disse rækker er lagt op her på siden, og som det ses bliver der for hver spilledag kåret en “Dagens Spiller” i hver række. I aften er der rigtig mange kampe på programmet, og forhåbentlig når jeg i det mindste at få lavet ranglisten for 1. division i aften, og så vil resten af rækkerne komme i løbet af ugen.

Mere guld til Guldborgsund

Vi går videre med gennemgangen af de danske rækker, og i dag er vi nået til Danmarksserie 4. Med hele fem hold fra Guldborgsund i denne række var der statistisk set gode odds på en oprykning til dem, og inden sidste spillerunde var der faktisk stadig mulighed for at det kunne ende med oprykning til to Guldborgsund-hold.

Guldborgsund 2 havde allerede sikret sig den direkte oprykning med lutter sejre i de hidtidige kampe, og det blev da også til fuldt hus i de sidste to kampe med en skrivebordssejr over Holeby 3 og en sejr på 16-0 over Nakskov 2. Dermed fuldender de en flot sæson for klubben, som også bød på direkte oprykning til 1. holdet i 3. division Syd. Til gengæld kunne 2. pladsen teoretisk set gå til både Sakskøbing, Guldborgsund 3 eller Haslev/Svalebæk, omend det ville kræve et mindre kollaps fra førstnævnte hvis de ikke skulle spille sig i playoff. I formiddagskampen mødtes netop Haslev/Svalebæk og Sakskøbing, og på trods af fire sejre og en leg-score på 12-0 til hjemmeholdets Thomas Jørgensen, lykkedes det udeholdet fra Sakskøbing at slippe af sted med en sejr på 9-7, og dermed endegyldigt sikre sig 2. pladsen.

Ranglisten domineres ikke overraskende af Guldborgsund, som har hele seks spillere med i top 10. Det er til gengæld ikke i Guldborgsund vi finder listens suveræne nr. 1, som i 64 kampe har præsteret at vinde 63 af dem, og nok må siges at have en væsentlig andel i at Haslev/Svalebæk ender på 4. pladsen – med et snit på 26,55 pile pr. vundet leg og en rating på 46,34 er Årets Spiller i Danmarksserie 4:

Unavngivet.png