Top Gun – Odense

Finalerunden af Top Gun blev som bekendt afholdt den forgangne weekend, så det er vist kun på tide lige at få en hurtig gennemgang af den sidste af de indledende runder, som i lighed med finalerunden blev afholdt i Odense for et par uger siden.

Unavngivet.png
Resultaterne fra Top Gun i Odense

Som det er gjort med de foregående Top Gun-runder, har jeg ud fra spillernes gennemsnit i de forskellige kampe omregnet det til et tilnærmelsesvist antal dart pr. vundet leg, så tallene kunne puttes ind i mit ranglistesystem. Derfor vil tallet i denne kolonne ikke være et udtryk for det faktiske antal dart pr. vundet leg, men altså en omregning fra spillerens gennemsnitlige score til hvad det ca. svarer til af antal pile.

Ranglisten fra Odense er lagt i menuen, og som i de øvrige runder er det vinderen der er i top, denne gang Alex Jensen med en rating på 59,00 – hvilket er den højeste rating i løbet af alle fire runder. Altså en fuldt fortjent sejr til Alex Jensen, som i finalen slog wildcard-tildelte Vladimir Andersen med 8-5. Vladimir imponerede nu også og ender med en rating på 54,25, som set over hele perioden kun er overgået tre gange, nemlig af de tre seneste vindere.

Mogens Christensen satte i 1. runde ny gennemsnitsrekord, da han med 94,94 i snit vandt med 6-0 over Frank Knudsen, og det kan også aflæses på ranglisten hvor han med 53,34 ender som nr. 3, på trods af et nederlag til Glenn Honoré i 2. runde. Førnævnte Frank Knudsen var den eneste som ikke vandt nogen legs, men snittet på 78,39 er alligevel nok til at trække ham op på en placering som nr. 25.

På den samlede rangliste for de 4 indledende runder (jeg har naturligt nok ingen tal fra DM) er der hård kamp om topplaceringerne, men i sidste ende er det Dennis Lindskjold der tager topplaceringen med en gennemsnitsrating på 51,35. Lige i hælene på ham følger Ulrich Meyn, Alex Jensen og Frede Johansen, der alle holder et gennemsnit på over 50, mens Lars Helsinghof og Søren Gjerlufsen med lidt større afstand fuldender top 6.

Resultaterne er nogenlunde i tråd med den rigtige Top Gun-rangliste, og hvis man ser bort fra de indbyrdes placeringer er det faktisk kun Søren Gjerlufsen der skal byttes ud med Per Skau for at finde de 6 som automatisk gik videre til Top Gun-finalerunden. Per Skau spillede kun 3 ud af de 4 runder, og ender som nr. 15 med et gennemsnit på 46,00 – blot 0,03 lavere end Søren Gjerlufsen.

Brian Løkken, som fik ét af de to wildcards til finalerunden, er nr. 13 på listen som den næstbedste der har spillet 3 events, hvor kun Mogens Christensen med et snit på 50,36 var bedre end Brian Løkkens 48,34. Per Laursen spillede kun 2 af de indlendede runder, og er som følge heraf helt nede som nr. 27. En skuffende runde i Sdr. Omme efterlader ham også med et snit på blot 45,84, men hans senere sejr ved finalestævnet viser jo bare at hans deltagelse via wildcard var fuldt ud berettiget.

Unavngivet.png
Top 16 på den samlede Top Gun-rangliste efter alle 4 indledende runder (eksl. DM)
Reklamer

Top Gun – Assens

Gennemsnittene fra kampene i Top Gun Assens blev lagt ud i dag, så jeg har endnu engang i grove træk omregnet disse tal til “darts per leg won”-tal, og smidt dem ind i min rating-formel, så vi kan få lavet en rangliste over hvordan spillerne præsterede på Fyn i sidste weekend.

Top Gun Assens resultaterSom skrevet i indlægget på Top Guns Facebook-side var niveauet lidt lavere end i Vejle (og Sdr. Omme), og de omregnede tal giver et gennemsnit på ca. 20,15 pile pr. vundet leg – sammenlignet med 19,97 i Sdr. Omme og 19,35 i Vejle. Der var dog også flere positive bekendtskaber, som fx Frede Johansen der toppede ranglisten hele vejen gennem turneringen, indtil han måtte se sig slået i semifinalen mod den senere vinder, Dennis Lindskjold. Også Niels Heinsøe gjorde det godt frem til hans exit i kvartfinalen, og hans omregnede snit på 17,71 pile pr. vundet leg er faktisk det laveste af alle spillerne.

Af de fem Top Gun-debutanter klarede tre af dem at komme videre til 2. runde (Benjamin Drue Reus, Ann-Louise Peters og Brian S. Andersen), mens Peter Starskov og Jimmy Wawrzonek måtte forlade turneringen efter første kamp – sidstnævnte med et æg i bagagen (de trak dog også et par kompetente modstandere i form af hhv. Ulrich Meyn og Per Skau…).

På ranglisten for turneringen er det naturligvis Dennis Lindskjold der lægger sig på toppen, efterfulgt af førnævnte Frede Johansen og Niels Heinsøe. Brian C. Christiansen må på trods af en plads i finalen se sig henvist til 7. pladsen, mens Ulrich Meyn – der førte den samlede rangliste inden Assens-turneringen – tager en placering som nr. 5.

Top Gun Assens

Den samlede rangliste afslører at Ulrich Meyn lige nøjagtig holder sig på 1. pladsen, foran den nylige vinder Dennis Lindskjold, mens Lars Helsinghof, Frede Johansen, Brian Løkken og Alex Jensen fuldender den top 6, der i virkeligheden giver automatisk adgang til Top Gun-finalestævnet i Odense. Niels Heinsøe presser på fra 7. pladsen, og er blot 1,09 point fra top 6.

Ser man på den gennemsnitlige rating er det faktisk Steen Lysen der ligger i top, med sine 51,90 opnået i de to kampe han fik i Vejle, men derefter følger Ulrich Meyn, Dennis Lindskjold, Lars Helsinghof, Daniel Jensen og Frede Johansen, som alle har et snit på 50 eller mere. Mogens Christensen, Brian Løkken, Alex Jensen og Niels Heinsøe følger lige i hælene, mens Per Laursen halter efter med et snit på 45,84 efter en skuffende indsats i Sdr. Omme.

Top Gun overall.png

Top Gun – Vejle

Den 12. august spilles næste omgang af Top Gun i Assens, så inden da er det vist passende med en opsamling af sidste omgang, som foregik i Vejle. Som de fleste vil vide, blev Vejle-udgaven vundet af Alex Jensen efter sejr over klubkammeraten i Potten, Lars Helsinghof, som efter sejren i forrige turnering i Sdr. Omme var i endnu en finale.

Det var mit håb at jeg kunne få fat i leg-statistik fra kampene i Vejle, men det er desværre ikke lykkedes, så ‘darts per leg won’-tallene i ranglisten for turneringen er baseret på ca.-tal, udregnet ud fra spillernes gennemsnit. Det er for mig at se en bedre måde at gøre det på end sidste gang, hvor jeg forsøgte mig med “gennemsnit af gennemsnit”-metoden. Jeg har gen-udregnet ranglisten fra Top Gun i Sdr. Omme også, og begge ranglister er at finde i topmenuen. Muligvis vil ranglisten fra Vejle blive opdateret også, hvis jeg kan få fingrene i de originale scoretavler når vi mødes igen i Assens…

Indtil videre er den dog som nævnt baseret på ca.-tal, men det er ikke overraskende Alex Jensen som suverænt topper den med en rating på 57,44. På trods af deltagelse i endnu en finale er Lars Helsinghof helt nede som nr. 7, mens Steen Lysen, som røg ud blandt de sidste 16, er helt oppe på 3. pladsen med et snit på blot 17,30 pile pr. vundet leg – vi må se om det holder vand hvis jeg får de præcise tal. Han havde i hvert fald turneringens hurtigste leg med en 11-darter (og spillede i sine to kampe med snit på hhv. 88,97 og 83,91), så måske er der noget om snakken.

Med to runder færdigspillet (plus DM, som der desværre ikke findes statistik fra), kan der nu også laves en samlet Top Gun-rangliste. Ingen af de to vindere lægger billet ind på 1. pladsen endnu, men den dobbelte finalist Lars Helsinghof ligger lunt i svinget på 2. pladsen med 104,90 point. Topplaceringen går derimod indtil videre til Ulrich Meyn, som med en finale og en kvartfinale også har gjort det godt resultatmæssigt. Daniel Jensen på 3. pladsen fuldender trioen der har opnået mere end 100 point sammenlagt i de to Top Gun-turneringer, mens også Brian Løkken, Søren Gjerlufsen og Mogens Christensen (som desværre tilsyneladende ikke er med i Assens) er med i top 6, som er kriteriet på den rigtige Top Gun-rangliste for at kvalificere sig til finalen.

Top Gun overall.png

I Assens vil der blive føjet fem nye navne til listen, idet Peter Starskov, Brian S. Andersen, Jimmy Wawrzonek, Benjamin Drue Reus, og også Ann-Louise Peters alle er kvalificeret.

Til at runde af med kan jeg – på trods af at det er pseudo-tal – afsløre at det umiddelbart ser ud til at spilkvaliteten var et nøk højere i Vejle end i Sdr. Omme. I hvert fald giver det et gennemsnit på 19,97 pile pr. vundet leg i sidstnævnte, mens de i Vejle var nede på 19,35. Hvis man altså kan tage disse tal for nogenlunde gode varer…

Top Gun-ranglister

I en halv times ledighed, mens vi venter på dart fra Premier League, slog det mig at jeg med et par mindre modifikationer til min ranglisteformel kunne lave en rangliste for Top Gun-turneringen afholdt i Sdr. Omme tilbage i februar.

Som tænkt, så gjort – ved at bruge et “gennemsnit af gennemsnittene” har de 32 spillere som deltog nu fået tildelt en rating for den 1. runde af Top Gun-forløbet, og ranglisten herfor kan nu ses i topmenuen. Ikke overraskende er det turneringens vinder, Lars Helsinghof, som lige nøjagtig topper listen foran den tabende finalist, Ulrich Meyn.

De omtalte “gennemsnit af gennemsnit” synes jeg ikke er den optimale måde at gøre det på, men uden at have data for hvor hurtigt de forskellige legs blev lukket, var det umiddelbart den eneste måde at gøre det på denne gang. Forhåbentlig kan jeg til den næste runde i Vejle i juni lokke leg-data ud af arrangørerne, så jeg kan lave en rangliste på den “normale” måde.

Udover at lave enkeltstående ranglister for hver runde, har jeg også oprettet en samlet Top Gun-rangliste, hvor hver spillers rating for hver turnering skrives ind, og på den måde vil jeg have min egen liste over hvor godt hver enkelt spiller har præsteret set over hele forløbet. Denne rangliste vil jeg naturligvis også lægge ud, men det giver ikke så meget mening endnu, når den er identisk med ranglisten for Sdr. Omme-turneringen.