Gary Anderson sejrer i Perth

Sidste stop på World Series-touren i Australien og New Zealand blev spillet i weekenden, og selvom jeg ikke var hjemme til at se ret meget af det, skal det selvfølgelig ikke forhindre at der bliver lavet en rangliste.

Unavngivet.pngDet gik hverken værre eller bedre end at samtlige seedede spillere gik videre fra 1. runde, hvor især Daryl Gurney imponerede med 106,09 i snit i sejren på 6-0 over Koha Kokiri. Også Peter Wright rundede 100+ i snit mod Rhys Mathewson, mens vinderen fra Melbourne, Phil Taylor, slog vinderen fra Auckland, Kyle Anderson, i en jævnbyrdig kamp.

Kvartfinalerne bød på endnu to gennemsnit over 100, da både Gary Anderson og James Wade fandt det gode spil frem og begge sejrede med 10-5 over hhv. Simon Whitlock og Michael Smith, mens det i de to øvrige kampe blev til et par mindre overraskelser da Daryl Gurney nemt ekspederede Peter Wright ud med 10-4, og Raymond van Barneveld i en dramatisk affære slog Phil Taylor i afgørende leg med 10-9.

Gary Anderson fortsatte det fine spil i semifinalen, og med et gennemsnit på lige under 99 blev det til 11-9 over James Wade. Daryl Gurney havde alle muligheder da han førte 10-8 mod Raymond van Barneveld, men ‘Barney’ tog de sidste tre legs i 14, 15 og 14 pile, og spillede sig dermed videre i finalen. Her stod Gary Anderson for turneringens næsthøjeste gennemsnit med 103,98, mens van Barneveld ligeledes var over 100 med 101,87. Altså en utroligt velspillet finale, hvor ‘The Flying Scotsman’ dog lige havde lidt mere at give af – en sejr på 11-7, og dermed har Gary Anderson vundet alle 5 finaler han har deltaget i ved World Series-events.

På ranglisten er Anderson da også suveræn 1’er med en rating på 68,65, mens Peter Wright med sine 13,80 pile pr. vundet leg i snit sniger sig ind på 2. pladsen på trods af nederlaget allerede i kvartfinalen. Vidunderdrengen Corey Cadby ender ligeledes med 13,80 pile i snit, og er bedste kvalifikationsspiller med en rating på 54,45. Darren Hayes ender sidst med 0 vundne legs og et gennemsnit på blot 63,20 – det giver en rating på 30,28.

Unavngivet.png

Der blev naturligvis også spillet en masse dart herhjemme i weekenden, og jeg arbejder i enhver ledig stund på at få ranglisterne up to date – forhåbentlig kan alle divisionerne være lagt op i aften. Der er for mange kampe til at kunne gå i dybden med dem allesammen, men der kommer nok et hurtigt indlæg om de bedste præstationer i 1. division senere i dag.