Sejr og nederlag til Ringsted

Så er jeg efterhånden ved at være så godt med på ranglisteopdateringerne, at jeg også kan finde tid til at skrive et indlæg i ny og næ igen. I aftes blev der afviklet en af de udsatte kampe i 1. division, idet ubesejrede Ringsted tog imod ligeledes ubesejrede Holbæk.

Udeholdet lagde bedst ud og vandt tre ud af de første fire kampe, men herefter gik det nærmest kun én vej. Kun to yderligere sejre til Holbæk kunne det blive til, og dermed ender det med en sejr på 11-5 til hjemmeholdet, som med sejren rykker op på 1. pladsen i 1. division. Ole Jørgensen snuppede alle fire sejre med et snit på 20,92 pile pr. vundet leg (og havde kampens højeste checkout på 158), men da Jakob Pelch Mortensen i sine tre sejre spillede med et snit på blot 18,09 (deriblandt kampens hurtigste leg på 13 pile), ender han øverst på dagens rangliste med en rating på 54,72 i forhold til Ole Jørgensens 52,95.

Ringsteds 2. hold var også i kamp i 2. division Øst, dog med knap så meget succes som 1. holdet, da hjemmeholdet Rødderne viste sig som klart overlegne. Med fire sejre til både Kim Antonsen, Kim Knudsen og Martin Løber var der ikke meget at stille op for gæsterne, som måtte tage hjem med at nederlag på 13-3. Kim Antonsen var bedste mand for Rødderne med en rating på 50,77 – blot 0,02 foran Kim Knudsen, som følger lige efter.

I Danmarksserie 3 stod den på kampen mellem Vestsjæll-Ænderne 4 og Fluen Sj. 2, og selvom hjemmeholdets Patrick Hallgren gjorde hvad han kunne med fire sejre ud af fire, var der ikke meget hjælp at hente fra holdkammeraterne, som alle tabte samtlige kampe. Dermed blev det til en klar sejr på 12-4 til Fluen Sj. 2, men Patrick Hallgren kan i endnu en snæver afgørelse trøste sig med titlen som Dagens Spiller med et snit på 37,75 pile pr. vundet leg og en rating på 38,36.

Peter Frost hjalp med fire sejre T.I.F. til en sejr på 10-6 ude mod Gudenå 2 i Kvalrække E, mens Erik B. Rasmussen fra hjemmeholdet dog ender som Dagens Spiller med tre sejre, et snit på 27,36 pile pr. vundet leg og en rating på 40,31. I Kvalrække G havde Randers 4 ingen problemer med at slå Aros 5, da det endte hele 14-2 til udeholdet. Både Torben Jensen Veksø og Michael Moesby Nielsen tog alle fire sejre, og sidstnævnte blev dermed den første til at vinde titlen som Dagens Spiller tre gange.

Sidst men ikke mindst var de to Linde-hold i kamp i Hverdagsrække 4 Nord A, og som forventet var det 1. holdet der kunne trække sig sejrrigt ud af den duel med en sejr på 13-3. Thorsten Krieg, Torben Larsen og Poul E. Valentin stod alle for fire sejre ud af fire, og med et snit på 22,75 pile pr. vundet leg er det Torben Larsen der bliver Dagens Spiller med en rating på 51,65.

Opdaterede ranglister for de implicerede rækker kommer op i aften, og så kan vi se frem til endnu en weekend i Euro Tourens tegn, idet Dutch Darts Masters starter i eftermiddag. Det bliver bl.a. til et gensyn med Ulf Ceder som PDCNB’s repræsentant, og så er der debut til unge Justin van Tergouw, som mange af os sikkert er blevet imponeret af flere gange til Denmark Open/Masters i de foregående år – undertegnede er i hvert fald.

Reklamer

Afrunding af 1. spillerunde

Torsdag aften fortsatte med efterdønninger af den første spillerunde, da der blev afviklet i alt 11 kampe i otte forskellige rækker. De opdaterede ranglister bliver lagt op i aften, men vi kan da lige tage en kort gennemgang af resultaterne her.

Vi starter i 2. division Øst, hvor første spillerunde fuldendtes af Holbæk 2 mod Gørslev. Her kunne hjemmeholdet ikke stille meget op mod et stærkt udehold, anført af Michael Bust og Robert Rasmussen, som begge vandt alle fire kampe med et snit på hhv. 21,17 og 22,92 pile pr. vundet leg. Førstnævnte tager titlen som Dagens Spiller med en rating på 53,63.

I Danmarksserie 2 var der to interne klubopgør på programmet, da Rødderne 2 mødte Rødderne 3, og DK26 5 tog imod DK26 6. Der var ingen slinger i valsen for Rødderne 2, som vandt sikkert med 14-2, hvor både John Tell Larsen og Årets Spiller fra sidste sæson Jesper Evald tog alle fire sejre. Lidt mere spænding var der i Hvidovre, hvor der efter 9 kampe stod 4-5 til DK26 6, men med seks sejre i de sidste syv kampe, var det alligevel DK26 5 der tog sejren på 10-6. Morten Lilmoes var bedste DK26-spiller med et snit på 28,42 pile pr. vundet leg, mens Dagens Spiller gik til John Tell Larsen fra Rødderne med en rating på 48,28.

Kirke Helsinge 2 havde ikke de store problemer med at slå Vestsjæll-Ænderne 4 i Danmarksserie 3, hvor Dagens Spiller Gert Jacobsen og Palle Fischer begge snuppede alle fire sejre. Danmarksserie 4 bød på et yderst jævnbyrdigt opgør mellem Guldborgsund 3 og Guldborgsund 4, og det endte til sidst også uafgjort 8-8. Michael Ginderskov havde aftenens laveste snit på 26,67 pile pr. vundet leg, men det rakte kun til én sejr, så Dagens Spiller går til Claus Mix, som vandt tre kampe med et snit på 31,45 pile pr. vundet leg og en rating på 37,38.

Kvalrække B bød ligeledes på to interne opgør, og mens Martin Rasmussen og Ib Odin Thy med fire sejre hver – og en lukker på 142 til sidstnævnte – styrede Hejnsvig til sikker sejr på 14-2 mod deres 2. hold, var det Esbjerg 4 der til sidst tog en snæver sejr på 9-7 mod Esbjerg 3. Tommi Hansen fra Esbjerg 3 ender dog som bedste Esbjerg-mand med en rating på 36,88, mens Dagens Spiller er Martin Rasmussen fra Hejnsvig med et snit på 24,67 pile pr. vundet leg og en rating på 48,80.

I Kvalrække C stod Lars Ulrik Hahn og Lars Andersen for fire sejre hver i en nem sejr på 13-3 til Vejen ude mod Kolding 5, mens Kvalrække F gav to forventede sejre til Dart 8700 og Lido 5 over hhv. Dart 8700 2 og Lido 6. Lars Ulrik Hahn (48,32) og Michael Sørensen (44,95) er Dagens Spiller i hver deres række.

Endelig blev Kvalrække G rundet af med en storsejr på 15-1 til Bispehaven ude mod Aros 5, og her var det Arne Schmidt der var bedste spiller med en snit på 30,83 pile pr. vundet leg og en rating på 42,64.

Ranglisterne vil som nævnt blive lagt op i aften, og indtil da kan vi se frem til at Perth Darts Masters går i gang senere i dag. Næste spillerunde i de danske rækker er som bekendt allerede her i weekenden, men da undertegnede ikke er hjemme lørdag, vil en opdateret rangliste for 1. division først komme op i løbet af søndagen, hvorefter de øvrige rækker følger i løbet af næste uge.