Sejr og nederlag til Ringsted

Så er jeg efterhånden ved at være så godt med på ranglisteopdateringerne, at jeg også kan finde tid til at skrive et indlæg i ny og næ igen. I aftes blev der afviklet en af de udsatte kampe i 1. division, idet ubesejrede Ringsted tog imod ligeledes ubesejrede Holbæk.

Udeholdet lagde bedst ud og vandt tre ud af de første fire kampe, men herefter gik det nærmest kun én vej. Kun to yderligere sejre til Holbæk kunne det blive til, og dermed ender det med en sejr på 11-5 til hjemmeholdet, som med sejren rykker op på 1. pladsen i 1. division. Ole Jørgensen snuppede alle fire sejre med et snit på 20,92 pile pr. vundet leg (og havde kampens højeste checkout på 158), men da Jakob Pelch Mortensen i sine tre sejre spillede med et snit på blot 18,09 (deriblandt kampens hurtigste leg på 13 pile), ender han øverst på dagens rangliste med en rating på 54,72 i forhold til Ole Jørgensens 52,95.

Ringsteds 2. hold var også i kamp i 2. division Øst, dog med knap så meget succes som 1. holdet, da hjemmeholdet Rødderne viste sig som klart overlegne. Med fire sejre til både Kim Antonsen, Kim Knudsen og Martin Løber var der ikke meget at stille op for gæsterne, som måtte tage hjem med at nederlag på 13-3. Kim Antonsen var bedste mand for Rødderne med en rating på 50,77 – blot 0,02 foran Kim Knudsen, som følger lige efter.

I Danmarksserie 3 stod den på kampen mellem Vestsjæll-Ænderne 4 og Fluen Sj. 2, og selvom hjemmeholdets Patrick Hallgren gjorde hvad han kunne med fire sejre ud af fire, var der ikke meget hjælp at hente fra holdkammeraterne, som alle tabte samtlige kampe. Dermed blev det til en klar sejr på 12-4 til Fluen Sj. 2, men Patrick Hallgren kan i endnu en snæver afgørelse trøste sig med titlen som Dagens Spiller med et snit på 37,75 pile pr. vundet leg og en rating på 38,36.

Peter Frost hjalp med fire sejre T.I.F. til en sejr på 10-6 ude mod Gudenå 2 i Kvalrække E, mens Erik B. Rasmussen fra hjemmeholdet dog ender som Dagens Spiller med tre sejre, et snit på 27,36 pile pr. vundet leg og en rating på 40,31. I Kvalrække G havde Randers 4 ingen problemer med at slå Aros 5, da det endte hele 14-2 til udeholdet. Både Torben Jensen Veksø og Michael Moesby Nielsen tog alle fire sejre, og sidstnævnte blev dermed den første til at vinde titlen som Dagens Spiller tre gange.

Sidst men ikke mindst var de to Linde-hold i kamp i Hverdagsrække 4 Nord A, og som forventet var det 1. holdet der kunne trække sig sejrrigt ud af den duel med en sejr på 13-3. Thorsten Krieg, Torben Larsen og Poul E. Valentin stod alle for fire sejre ud af fire, og med et snit på 22,75 pile pr. vundet leg er det Torben Larsen der bliver Dagens Spiller med en rating på 51,65.

Opdaterede ranglister for de implicerede rækker kommer op i aften, og så kan vi se frem til endnu en weekend i Euro Tourens tegn, idet Dutch Darts Masters starter i eftermiddag. Det bliver bl.a. til et gensyn med Ulf Ceder som PDCNB’s repræsentant, og så er der debut til unge Justin van Tergouw, som mange af os sikkert er blevet imponeret af flere gange til Denmark Open/Masters i de foregående år – undertegnede er i hvert fald.

Dartsæsonen 2017/18 er i gang!

Jeg blev faktisk taget på sengen, og havde slet ikke opdaget at der allerede blev spillet et par kampe i søndags, hvor Vestsjæll-Ænderne 2 slog Vestsjæll-Ænderne 3 med 15-1 i Danmarksserie 3, mens det i Kvalrække A blev til en sejr på 10-6 til Viking over Viking 2.

I dette indlæg koncentrerer jeg mig dog om de 8 kampe som jeg fejlagtigt troede tyvstartede sæsonen i går aftes, og vi starter i 3. division Nord, hvor Randers – som for blot to sæsoner siden spillede i 1. division – tog imod deres 2. hold. De har stadig den tidligere ungdomseuropamester Nicolai Rasmussen på holdet, og han var med 4 sejre stærkt medvirkende til at nedrykkerne tog en forventet sejr på 10-6.

I 3. division Syd blev til til en snæver sejr på 9-7 til den regerende dame-danmarksmester Gitte Banke og Fluen Sj. over Gørslev 2, hvor det dog var Charlie George der var manden for at snuppe alle 4 sejre, mens det i 3. division Vest også blev til en favoritsejr til Assens 2 på 10-6 over Assens 3. Her var det Rene Hoffensitz Nielsen, som brillerede med 4 sejre ud af 4.

(En lille fodnote til 3. division Syd: Emil Nyvang Pedersen er i sin kamp mod Gitte Banke noteret for at have lukket et leg på hele 3.940 pile, hvilket selvfølgelig ødelægger snittet ganske meget for både Emil og for hele divisionen – så hvis nogen der var involveret i kampen læser med her, vil jeg meget gerne have det korrekte tal at vide, så det kan blive rettet!)

I Danmarksserie 4 var der i Næstved ligeledes et opgør mellem klubbens 2. og 3. hold, og endnu engang var det 2. holdet der løb af med sejren på 11-5. Nikolaj Andersen formåede at vinde alle 4 kampe med 3-0, og havde også en lukker på 151 med undervejs. Kvalrække A bød på en sikker sejr på 12-4 til Midtfyn over Solbakkens, hvor både Heidi Riis Jensen og Klaus Ejnar Hansen fik fuldt hus, mens der i Kvalrække C var mere spænding i det interne opgør i Vejle mellem Royal 4 og Royal 5. Det endte dog med en sejr på 9-7 til førstnævnte, ikke mindst på baggrund af Flemming Pedersens 4 sejre.

NoBull 2 var nådesløse mod deres 3. hold i Kvalrække D, hvor det med 4 sejre til samtlige spillere endte 16-0. Mogens Hansen vandt tre x 3-0, mens Jørgen Fredsgaard lukkede på 145. Sidst men ikke mindst, var der i Kvalrække E kamp mellem Østbirk og Østbirk 2, som bemærkelsesværdigt nok begge rykkede ned fra Danmarksserien i sidste sæson. Her blev det som forventet til en sejr på 14-2 til 1. holdet, hvor Bent Lund og Brian Skaarup Nymark begge tog 4 sejre ud af 4.

Ranglisterne for alle disse rækker er lagt op her på siden, og som det ses bliver der for hver spilledag kåret en “Dagens Spiller” i hver række. I aften er der rigtig mange kampe på programmet, og forhåbentlig når jeg i det mindste at få lavet ranglisten for 1. division i aften, og så vil resten af rækkerne komme i løbet af ugen.

Tidlig afgørelse på Kvalifikationsrække E

Så er vi nået til den sidste række i… rækken, og det bliver et kort indlæg denne gang. På grund af en sand byge af afbud og kampflytninger blev den sidste kamp i Kvalrække E nemlig spillet allerede 1. april, hvor Dall Ferslev 2 vandt med 10-6 over Aalborg 3.

Allerede inden da var de afgørende pladser dog blevet afgjort, og selvom der blot er 10 hold i rækken, bliver de to øverste hold belønnet med en direkte oprykning til Danmarksserien. NITTEN-DK 2 var suveræne med 18 sejre i 18 kampe og tager dermed en sikker 1. plads, mens førnævnte Dall Ferslev 2 ender 8 point efter og snupper sølvmedaljerne. FDC endte yderligere 8 point bagefter og må nøjes med bronze.

Med to Thisted-hold som ret hurtigt trak sig og Aalborg 4 som derudover har meldt afbud til alle undtagen tre kampe, har der naturligt nok ikke været ret mange spillere i aktion i denne række i løbet af sæsonen. Faktisk er der kun 69 navne på ranglisten, færrest af alle kvalifikationsrækkerne.

Der har derfor heller ikke været mulighed for at spille så mange kampe som tallene i den endelige stilling antyder, så derfor har jeg i denne række måttet justere lidt i de krav som normalt stilles for at kunne blive kåret til Årets Spiller. Med 26 sejre i de blot 28 kampe han har spillet, og et snit på 25,65 pile pr. vundet leg er vinderen derfor:

Årets Spiller KvalE.png

Dermed nåede vi til vejs ende i gennemgangen af de danske rækker for sæsonen 2016/17, og frem til næste sæson vil der derfor primært komme indlæg her på siden når der er spillet turneringer i PDC (Eller BDO, hvis de skulle finde på at lægge nogle brugbare tal online) – allerede i denne weekend er der heldigvis dart igen, hvor den står på 6. afsnit i European Tour-føljetonen: European Darts Matchplay fra Hamburg. Den 17. juni må det ej heller forglemmes at der lige er en playoff til Danmarksserie 7 der skal klares, og den skal jeg selvfølgelig også nok følge op på.

Til sidst kan vi lige tage et overblik over hvem der er blevet kåret til Årets Spiller i de forskellige rækker, såfremt de implicerede lige skal have endnu en mulighed for at blære sig – det kommer her:

Årets Spiller.png