Wright udraderer Taylor i Düsseldorf

En hurtig opdatering fra weekendens sidste event i World Series-turnéen inden hele pivetøjet afsluttes med World Series Finals i november, nemlig den ilde navngivne turnering German Darts Masters, som blev spillet fredag og lørdag.

Unavngivet.pngI den første runde af disse showcase-turneringer er der som regel ikke meget modstand fra de lokale spillere, og det var heller ikke tilfældet denne gang. Dragutin Horvat var tættest på sejren mod Peter Wright, men endte med et nederlag på 5-6, mens den efterhånden bedste tyske spiller Martin Schindler på trods af fint spil og et snit på 93,76 ikke var i nærheden af sejren mod en halvskadet Michael van Gerwen. For en gangs skyld var det James Wade som imponerede mest, da han med et snit på 101,02 slog Kevin Münch med 6-2.

James Wade slap også videre fra kvartfinalen da Michael van Gerwen meldte afbud pga. den tidligere nævnte skade, og i min optik havde det nu været mere fair at lade Martin Schindler få chancen mod Wade i stedet. Phil Taylor stod for kvartfinalernes eneste snit over 100, da det blev til 100,40 i sejren på 10-7 over Daryl Gurney, mens også Raymond van Barneveld viste glimt af tidligere tiders storspil, da han slog Gary Anderson med 10-8. Peter Wright måtte endnu engang ud i en last-leg-decider, da han til sidst fik ekspederet Mensur Suljovic ud med 10-9.

Semifinalerne endte begge med resultater man kunne forvente, nemlig at Peter Wright og Phil Taylor slog hhv. Raymond van Barneveld og James Wade, og dermed stod finalen ligesom i Melbourne i august mellem Wright og Taylor. Dengang vandt sidstnævnte med cifrene 11-8, men i Düsseldorf var der andre boller på suppen. Taylor fik ganske enkelt ikke et ben til jorden, og kom lynhurtigt bagud 1-5. Derefter var det egentlig blot et spørgsmål om tid, og Peter Wrights sejr var aldrig i fare. Det endte med en overbevisende sejr på 11-4 til skotten, som i finalen også stod for turneringens højeste gennemsnit på 102,25.

Spillernes rating tæller ikke med på min samlede rangliste, men vi tager den selvfølgelig med her alligevel:

Unavngivet.png

Peter Wright naturligvis på toppen som vinder, mens Taylor følger lige efter med et lavere snit pr. vundet leg på 14,94. Også James Wade er for en gangs skyld godt med på listen, hjulpet godt på vej af en skrivebordssejr på 10-0 over Michael van Gerwen, der som følge deraf er nede som nr. 10. Kyle Anderson og Stefan Stoyke præsterede begge at tabe i 1. runde på trods af et snit på blot 13 pile pr. vundet leg, hvilket reflekteres i deres placeringer som hhv. nr. 7 og 8.

Max Hopp fremhæves tit som den tyske stjerne i svøb, og blev endda inviteret med til World Series i Las Vegas, mens hans præstationer står ikke altid mål med forventningerne til ham. Han skuffer også denne gang, og med et snit helt oppe på 20 pile pr. vundet leg i hans nederlag på 3-6 i 1. runde ender han næstsidst med en rating på 37,67 – kun “undergået” af Maik Langendorf, som ikke formåede at vinde nogen legs.

Det samlede gennemsnitlige antal pile pr. vundet leg endte på 15,20 – her er til reference de øvrige World Series-turneringers snit:

Dubai Darts Masters: 14,67
Shanghai Darts Masters: 14,98
US Darts Masters: 15,58
Auckland Darts Masters: 15,39
Melbourne Darts Masters: 15,56
Perth Darts Masters: 15,01

Den næste store turnering på programmet er European Championship som starter allerede på torsdag, hvor de 32 bedst placerede spillere på European Tour Order of Merit kæmper om en førstepræmie på £100.000, mens vi på lørdag tager hul på den næste fulde spillerunde i de fleste af de danske dartrækker.

Reklamer

Minimal spænding i ET2

Påskedagene bød på den 2. turnering i rækken af de 12 European Tour-events der er i år, og som overskriften antyder var der stort set ingen tvivl om hvem der skulle have titlen som vinder af German Darts Masters.

Michael van Gerwen holdt et gennemsnit på over 100 i alle sine fem kampe, mens der i samtlige øvrige opgør tilsammen blot blev noteret to gennemsnit over 100. Med sejrene over John Michael (110,12 i snit), Cristo Reyes (110,78), Raymond van Barneveld (105,23), Simon Whitlock (100,58) og i finalen Jelle Klaasen (107,33) formåede verdensetteren altså at vinde German Darts Masters for 3. gang i træk.

Det flotte spil indbragte også van Gerwen en rating på 71,86 – det højeste en spiller nogensinde har fået for en turnering. Faktisk er det kun sket tre gange tidligere at en spiller har fået en rating på 70+ (og der er ingen præmie for at gætte hvem der har stået for dem):

EM 2016: Michael van Gerwen (70,14)
VM 2016: Michael van Gerwen (71,00)
The Masters 2017: Michael van Gerwen (70,06)

Selvom den endelige vinder ikke var nogen stor overraskelse, var der dog et par større eller mindre overraskelser undervejs – den største af dem nok at den upåagtede tyske kvalifikationsspiller Steffen Siepmann på en eller anden måde klarede sig helt frem til 3. runde, da han på trods af pauvre gennemsnit på hhv. 75,58 og 80,92 slog Andrew Gilding og Joe Cullen ud i de første to runder. Derudover havde de fleste nok regnet med at Adrian Lewis ville komme længere end til 1. runde, men en Daryl Gurney i god form med en sejr og en finaleplads fra forrige weekends Players Championship 7 og 8 er en stor mundfuld for hvem som helst. Til sidst skal vi da også lige nævne vores svenske ven Daniel Larsson, som i 1. runde overraskende uddelte (påske)æg til Justin Pipe, og selvom Kim Huybrechts derefter blev endestationen, kipper vi alligevel lidt med flaget herfra for den flotte præstation.

Det gennemsnitlige antal pile pr. vundet leg for hele turneringen endte på 15,81 – en skvis højere end i ET1, hvor den lød på 15,60. Den fulde rangliste med ratings for German Darts Masters er opdateret og kan findes i topmenuen.