Suljovic overraskende vinder af Champions League

Det har været småt med indlæg her på siden pga. det store arbejde med at opdatere alle ranglisterne, men tallene fra nyligt afviklede Champions League of Darts skal selvfølgelig lige med også.

Unavngivet.pngSom de fleste efterhånden ved, endte det med en ganske overraskende vinder i form af østrigske Mensur Suljovic, som dermed fik den største sejr hidtil i karrieren.

I gruppespillet blev det til tre sejre i tre kampe mod Gary Anderson, Peter Wright og Dave Chisnall, mens semifinalen bød på et spændende opgør mod Raymond van Barneveld, som østrigeren til sidst kunne trække sig sejrrigt ud af med cifrene 11-9.

Den anden semifinale stod mellem Phil Taylor og Gary Anderson, da Michael van Gerwen temmeligt overraskende ikke klarede at gå videre fra gruppespillet, og med en sejr på 11-6 til Anderson, var der lagt op til et revancheopgør i finalen, idet Suljovic besejrede Anderson med hele 10-3 i deres indbyrdes kamp i gruppespillet.

Sådan skulle det dog ikke gå, og på trods af at Suljovic spillede med et gennemsnit som lå mere end 10 point under Andersons (87,85 mod 98,03), formåede han på en eller anden måde alligevel at slå til på de rigtige tidspunkter og snuppe en sejr på 11-9, og en dertilhørende førstepræmie på £100.000.

Kigger vi på ranglisten for turneringen ligger Suljovic faktisk med det næstdårligste gennemsnitlige antal pile pr. vundet leg med 15,21, kun “undergået” af Raymond van Barneveld på 15,37. Han ender dog alligevel som nr. 1 foran Phil Taylor, mens Michael van Gerwen på trods af det bedste snit på 14,46 pile pr. leg i de 24 legs han vandt, altså ikke gik videre fra gruppen og ender på en 4. plads.

Forhåbentlig er opdateringen af de danske rækker færdig i morgen aften, og så kan vi læne os tilbage og nyde den 11. turnering i årets udgave af European Tour, nemlig International Darts Open fra Riesa, hvortil de sidste kvalifikationsspillere findes i aften.

Reklamer