Søren Søgaard-ranglisten: Oktober 2019

lille_SS_logo_1_m_skygge

Lynhurtigt som en ninja, og med kun én dags forsinkelse, kan jeg nu løfte sløret for denne måneds Søren Søgaard-rangliste. En enkelt spillerunde kunne det blive til i september, så der har været gang i samtlige rækker, og er også kommet en hel del nye spillere til.

Lad os som sædvanlig starte med at kigge på den opdaterede top 30 på listen:

Unavngivet.png

4 sejre i 4 kampe i den forgangne weekend sikrer Per Laursen endnu en måned i toppen af listen, men forspringet er skrumpet betydeligt ned til den seneste Dagens Spiller i 1. division, Nicolai Olsen, som efter en flot runde springer 4 pladser op som nr. 2 foran Dennis Lindskjold. Sidstnævntes holdkammerat i Fluen, Simon Bak, er endnu en succeshistorie i denne måned, og han blander sig nu i top 10 med et hop på 11 pladser til en øjeblikkelig 6. plads.

Månedens højdespringer i dette udsnit af Søren Søgaard-ranglisten er dog Ivan Madsen fra FIOV i 2. division Øst, som udover en kåring som Dagens Spiller i denne række også har fornøjelsen af at hoppe hele 23 pladser op som nr. 24 i Danmark p.t.

Han er dog ikke den højest placerede spiller uden for landets bedste række – den præstation tilfalder endnu engang Vladimir Andersen, som på trods af en marginal nedgang i niveauet (fra 17,83 til 18,96 pile pr. vundet leg i snit) i 3. division Vest i sidste runde fastholder sin placering i top 10, dog 3 pladser længere ned i denne måned som nr. 8. Herefter følger spillere som Steen Lysen fra Aalborg og Robert Jakobsen fra Studsens 2. hold i 2. division Øst.

En enkelt ny spiller på listen formår også at sæsondebutere i top 30, nemlig Mattias Jönsson fra Stifterne, som med 6 sejre i 8 kampe og et snit på 20,78 pile pr. vundet leg i 1. division spiller sig ind med en startplacering som nr. 20.

På kvindesiden af dansk dart  finder vi så vidt mine gamle øjne lige kan se som den højest placerede Janni M. Larsen fra Fluen, som er faldet 26 pladser ned som nr. 384. På de efterfølgende pladser er det Fie Skinnes fra Kirke Helsinge på 429. pladsen (en stigning på hele 103 pladser), Yvonne Post fra Dart 8700 – som dog ikke var i kamp i september og kun er noteret for 4 kampe i alt – som nr. 484, samt Sandra Rasmussen fra Svendborgsund, som falder 125 pladser ned til 488. pladsen. Sidste måneds kvindelige højdepunkt på listen, Marlene Greisvold, er faldet hele 453 pladser ned som nr. 783.

I sidste måned var der 1.280 spillere på listen, og dette tal er i løbet af september steget til 1.463; altså er der kommet 183 nye spillere til. Halvdelen af de 10 spillere som i august ikke vandt nogen legs er stadig ikke kommet på tavlen, mens der i september er kommet 3 nye spillere ind med 0 vundne legs.

Tjek din egen og 1.462 andre spilleres placering på den nyeste Søren Søgaard-rangliste på DENNE SIDE!

Skriv en kommentar